Så er skolernes sommerferie ved at være slut og hverdagen starter igen.
Det betyder at det er ved at være tid til at sæsonen begynder i Benløse IF´s gymnastikafdeling. De fleste hold starter i september, men allerede nu kan du tilmelde dig eller dine børn til et af de mange tilbud foreningen byder på.
I den kommende sæson er der igen i år nye tilbud, fx børneyoga for børn i alderen 6 til 15 år. Her leges yogaen ind med afsæt i de traditionelle yogaøvelser. Noget nyt er ”Sjov motion for hele familien” for familier med børn i alderen 6-10 år om søndagen, hvor hele familien kan få rørt sig sammen og få sved på panden.
I foreningen er der hold til alle aldre, lige fra de yngste på far/mor/barn-holdet til de voksne. Vi har Parkour til børn i alderen 10-20 år. Vi har traditionelle spring- og rytme hold til flere aldersgrupper. Vi har damehold med og uden opvisning, Seniormotion, Callanetic og yoga for voksne. Der er Zumba og Ballroom Fitness til dem, som elsker at danse og bevæge sig til musik.
Er du minimum 15 år og elsker du rytme og spring, så er vores opvisningshold De skæve Springere lige noget for dig. Foruden træning lægges der vægt på det sociale. Holdet er 3-4 gange om året til diverse opvisninger.
Vi har Formiddagsmotionisterne om tirsdagen, der prøver kræfter med en masse forskellige motionsformer som fx badminton, curling, bowls, floorball, Yolleyball, bordtennis mm.
Kan du lide at få sved på panden samtidig, med at der er plads til at være social, så er Step og CrossGym et rigtig godt valg til dig.
Der er også mulighed for Krolf og Stavgang i foreningen.
”I Benløse IF´s gymnastikafdeling er der plads til alle uanset alder og alle kan være med. I foreningen bestræber vi os på, at lave flere forskellige tilbud i løbet af sæsonen, så hold øje med vores hjemmeside samt Facebook for diverse aktiviteter. Der bliver bl.a. drop in gymnastik, Lyserød Lørdag til støtte for Kræftens Bekæmpelse og DGI Try Day”, siger formand Elna Sørensen.
Foreningen har gode forhold til træningerne, bl.a. i form af nyrenoveret gymnastiksal og omklædningsrum på Byskovskolen afd. Benløse, Asgårdshallen har fået nyt redskabsrum og har både springgrav og relevante redskaber. Enkelte af foreningens hold er i Gymnastikhuset i Ringsted Sportscenter og nyder godt af forholdene der.
Link til tilmelding;
https://benloeseifgymnastik.klub-modul.dk/cms/teamoverview.aspx